Søndag den 7. marts kl. 9 blev kredsmødet i Danmarks Jægerforbunds kreds 7 skudt i gang på konferencecentret Comwell ved Roskilde Fjord.
De 205 deltagere fyldte den store mødesal helt op, og de bageste stolerækker var taget i brug, da Jagthornshornblæserne Greves velklingende hornmusik indledte mødet.
I løbet af den lange mødedag, der sluttede en times tid senere end planlagt, blev der da også budt på stærke følelser, frustrationer og drama på scenen. Da mødets dirigent havde slået takten an, leverede kredsformand Leif Engsbye sin beretning, hvor han blandt andet sagde:
- I oktober meddelte vores medlem af hovedbestyrelsen, Jesper Jensen, kredsbestyrelsen, at han grundet arbejdspres ikke mere kunne påtage sig at være kredsens repræsentant i HB. Jeg vil på kredsens vegne takke Jesper for den indsats, han har ydet i kredsen og hovedbestyrelsen. Ved Jespers fratræden stod Kirsten Skovsby som suppleant klar til at overtage arbejdet i hovedbestyrelsen, og der skal også lyde en tak til dig, fordi du ville arbejde videre med kredsens ideer og mærkesager i hovedbestyrelsen.
Leif Engsbye kom i sin beretning også ind på jagthornskoordinator Kit Catons alt for tidlige og tragiske bortgang, og Kit blev efterfølgende mindet med et stykke hornmusik, der blev fremført af Jagthornsblæserne Greve suppleret af Anette Slesvig fra Sankt Hubertus Jagthornsgruppe.
Medlem af folketinget Ejvind Vesselbo (venstre) holdt indlæg om Natura 2000 og nationalparken Kongernes Nordsjælland og kom her ind på vigtigheden af, at jægerne engagerer sig og bliver synlige i debatten om nationalparken.
På mødet blev Kirsten Skovsby valgt til hovedbestyrelsesmedlem, og Leif Engsbye blev valgt som suppleant for denne.
Ved valg af kredsbestyrelsesmedlemmer blev Marie-Louise Achton-Lyng, Jørgen Elholdt og Finn Lillelund genvalgt. Max Elbæk ønskede ikke genvalg og blev erstattet af Bjørn Samuelsson. To nye kredsbestyrelsesmedlemmer blev valgt til: Niels Bo og Per Olsen.
Som suppleanter til kredsbestyrelsen faldt valget på Berit Valentin og Ole Pedersen, og der var genvalg til følgende ordførende fagkoordinatorer: jagthornkoordinator Torben Clausen, flugtskydningskoordinator Palle Olsson, jagtstikoordinator Jens K. Jensen, nyjægerkoordinator Jørgen Elholdt, riffelkoordinator Max Elbæk, pressekoordinator Ole Pedersen, og strand- og havjagtkoordinator Arne Holten. Hundekoordinator Eline Noiesen ønskede ikke genvalg og blev erstattet af Tonny Ventrup, mens Poul Kjeldgaard erstattede Niels H. Jacobsen, der ikke ønskede at stille op som kursuskoordinator.
Under punktet ”Delegerede til repræsentantskabsmødet” opstod der væsentlige uoverensstemmelser om procedureforhold, hvilket forårsagede en temmelig langstrakt diskussion. Derfor besluttede kredsbestyrelsen kl. 17.30 at suspendere resten af mødet. Det betyder, at der indkaldes til ekstraordinært kredsmøde i slutningen af marts, hvor de resterende punkter, herunder indkomne forslag, vil blive behandlet. Peter Lassen
|  | Kirsten Skovsby blev søndag den 7. marts valgt ind i Danmarks Jægerforbunds hovedbestyrelse som repræsentant fra kreds 7. FOTO: PETER LASSEN |  | Folketingsmedlem Ejvind Vesselbo (venstre) var blandt talerne på kredsmødet i kreds 7. FOTO: PETER LASSEN | | | Annoncer |